Sommernat

Dæmpet bruser gjennem lunden sommertunge vinde. Farverust i aftenstunden solens purpurstraaler svinde.

Langsomt, langsomt synker natten over hav og strande, trykker svale skyggekys paa min blege pande.

Fjerne, milde tonebølger luller mig i blund. Tusen ømme elskovssange bæver paa min mund. –

Tys, da lyder dæmpet syngen gjennem lundens gange. Og jeg gjemmer mig i løvet, lytter angst til glemte sange.

– Kjære, er det ikke hende, hendes milde barnestemme? Disse gamle, kjære toner – Aa, og jeg, som kunde glemme!

“– Kom, o dybe, tause nat, kom, o blege søster! Jeg er ensom og forladt, du, du er min trøster.

Lyset smerter saa mit øie; dagens løgne brænder. Jeg er træt, o nat, af møie, lad mig dø i dine hænder!”

– Da løsner der en taareflod i mit syge hjerte; da aabnes mine blinde øine, og jeg ser al livets smerte.

Og jeg hulker saart og længe, skjult af birkeløvet. Store, klare, bitre taarer funkler da i blomsterstøvet.

Hys – da høres hendes fodtrin rasle mellem løvets grene. Og hun stanser, lytter, spørger: “Kjære, hvem er her alene?”

Skjælvende af graad og anger lister jeg mig frem, synker ned for hendes fødder, stammer: “Det er mig – din ven.”

Natten sænker sine vinger, lyset bølger blødt. Alle livets kræfter slumrer dunkelsløret, drømmesvøbt.

Duggen drysser over enge, fugter dine kinder. Lumre vinde suser tungsind ind i alle vore minder.

Kjære dig, du er saa stille, og dit øie brænder. Jeg vil be en bøn, mens natten sine blege stjerner tænder.

Jeg vil be en bøn til himlen for dit sind, det veke, be til alle gode guder for din sjæl, den skjønne, blege.