Hvide, skjære snekrystaller,
skinnende som englevinger.
Sære vintermelodier
ind i alfedansen klinger.
Flagrende i lette skarer
lydløst over skog og eng;
dalende paa spæde fødder,
glitrende i dunblød seng.
Jagende i lystig tummel,
svirrende i hvide kranse.
– Høsten ud og vintren ind
skal de danse, danse, danse.
Snefnug, snelys – myrriader
rene, hvide gudeøine,
– dæk med eders vingevrimmel
jordelivets lig og løgne.
Drys henover visne blomster,
gjem hvert syndetynget hjerte.
Stænk lidt himmelsk hvidhed over
verdens ve og smerte.