Jeg skimter din høie, blege pande.
Jeg merker, at din barms kydske bølge vugger.
Jeg hører din stemme nynne
– sagte og bævende –
til pianoakkompagnementet.
Din stemme er saa ren.
Og din sjæl er saa ren, blege drømmerske;
dit spil gjør mig saa vemodig.
Jeg kan ikke noget for, at jeg graater;
– det kom saa underligt over mig.
Det er saa ondt, at være slig en stor synder.
– Gud! Den, som havde noget vakkert
at smile til,
noget lyst at knæle for!
– – – – – – – – –
Hvorfor er du her du,
som har sligt et deilig hjem i himlen?
Hvorfor ser du paa mig,
du, som har sligt et skyldfrit blik?
– Du, som burde hade mig, hade mig, hade mig!
– Dig, jeg ikke tør tænke paa,
jeg, med mine bohémtanker . . .
Jeg vil skjule mit ansigt for dig
og tvinge mine tanker ned i den verden,
hvor de hører hjemme.
Men du maa lægge din smale haand
paa mit hoved og be for mig,
be, at jeg maa bli barn som du,
skjøn og lutret som du
– – – – – –
Spil for mig dine hvide salmer!
Jeg skal sidde saa stille, saa stille.
Bare mit hjerte maa faa lov
at krympe sig
– i kvælende sorg.