Præludium

Aa Gud, jeg har siddet saa længe i vinterhi indeklemt, at nu er det rent som kulden hver sindets vaarsang har sprængt.

Og løfted jeg stundom min vinge til flugt mod rigere land, da var det, som istunge vinde kjølede længslernes brand.

Da var det, som tusende stemmer surred min vinge fast, som flyttedagstankerne tørned mod klippefast isvæg – og brast.

Nu flænger jo susende vinde vinterens hvide kappe. Nu bølger jo vaar over lande paa vinger saa lynende rappe.

Og selv staar jeg helt betagen og stirrer mod solopgangen og venter i bævende længsel paa dagen og fuglesangen.

Aa hei hvor det drøner og knaker! Nu flygter jo vinterens magter. – Frem myldrer min lyse sommer i tusen skinnende dragter.

Jeg vil med i den glade vrimmel, som vækker af vintertung slummer; vil selv bli en spirende blomst i det vaagnende livsvidunder.

Kom venner fra alle lande; – jeg løfter jer høit paa min arm. Jeg fæster min skjønneste rose med glæde paa takfyldt barm.