Jeg er vaarens unge konge,
klædt i solhvidt silkeskrud.
Og nu byder jeg min garde
stande vakt om dig, min brud.
Alle mine fjerne venner
byder jeg til bryllupsfest.
Her i natten skal du kaares
til min dronning, skjønne gjest.
Se mit rige, hvor det skinner
gyldenrødt i aftensolen.
Se, hvor alle blomster luder
ydmygt foran kongestolen.
Se igjennem ætren glider
solomvundne guldgondoler.
Og de skjønne brudepiger
neier dybt i purpurkjoler.
Hør det bruser, bølger, bæver
livsstolt under solskinstjeldet. –
Det er vaarens børn, som feirer
fest til pris for kongevældet.
Jeg vil aabne mine skatte
kamres døre for min dronning.
Jeg vil gi dig gyldne gaver
som sig sømmer stolten konning.
Du skal eie alle vaarens
sære, rosengyldne smykker.
Du skal smage, vælge vrage –
gives dronning uden nykker?
Smil da, skjønhedskaarne jomfru
mod din hulde konning!
Kneis, befal, lad blikket lyne
som sig hør og bør en dronning!