Jeg gaar i den dugfriske morgen
og tænker paa hende, som venter,
paa hende, som vaager i angst,
mens nat over jord sig sænker.
Jeg kan ikke tænke paa hvile;
jeg tør ikke lægge mig ned. –
Jeg kan bare græde og smile
af lykke og kjærlighed.
Der suser en storm gjennem sindet
af ømhed, der aldrig faar ord,
af skinnende, summende glæde –
Aa Gud hvor min lykke er stor!
Hist oppe paa sølvhvide skyer
seiler der leende guder.
Og kornmoglimt funkler i draaber
af dugg paa blinkende ruder.
Mit hjerte svulmer af længsel;
paa knæ jeg mig hulkende kaster.
Jeg kommer, jeg kommer, o slumrende fe
til din borg – mens timerne haster.