I mulm

Nu sank den sidste straale i nattens dystre favn. Nu hviler landet blegt og sort i vintrens hvide arm.

Nu jager fugleskaren henover nøgne hei, mens visne blade drysser paa skogens dunkle vei.

Og alle fjelde drukner i nattens sorte hav; og dødens søster slumrer paa visne rosers grav.

– Ja, alle somrens rester nu flygter langsomt ind i evighedens gaadeland med dødens blus paa kind.

Aa Gud, mit bryst det blir saa fuldt af tunge, tunge tanker. Saa mangt et halvglemt minde paa hjertedøren banker.

Aa ja, mit bryst det blir saa fuldt; og jeg mindes – Vennerne, som mødtes saa tidt med smil om mund.

Elskovsord, som ødtes saa mangen hellig stund, – mens vore hjerter bæved i elskovsjubel vild, –

da jeg var “tygge gutten” din, og du min “pigelil”. Og alle, alle andre, som strøg mig mildt forbi –

jeg ser dem sagte glide bort paa mindets dunkle sti . . . . Og ensom, ensom gaar jeg her, mens natten lydløst breder

sit mulm paa mørke jord, hvor moderhjerter freder med snille hænder sønners, døtres tause hvile.

Et dødstræt suk ifra mit bryst, en sidste graadkvalt beden. – Og atter ud i mulm og nat og længt mod evigheden . . . .