Dagen drukner for vort blik . . .
Natten folder sine vinger, –
sit gigantisk store slør
over jord, hvor klokker ringer
hvilens fredi trætte hjerter
Lyset brister, segner, svinder.
Mildt vi lulles, du og jeg,
ind i elskovssøde minder
Du, aa du hvor underlig
natten dog kan være.
Bare os to, du og jeg,
vi, alene, kjære.
Ingen kloge øine speider,
intet lys forstyrrer freden. –
Bare dunkle, tause natten,
du og jeg og ensomheden . . . .
Lille, rare fuglen min,
flyv i mine armel
Verden er saa kold og dum
og fattigslig paa varme.
Jeg er rig paa smil og kys
og sange, milde, sære –
Gjem og glem dig trygt hos mig,
du elskelige – kjære.
Fly'r du fra mig, fuglen min,
gaar jeg fra forstanden.
Kom saa, læg din kind mod min,
stryg mig over panden. – –
Du aa du, hvor du er god,
kjærlig, deilig, varm og øm. –
Dine øine – dine læber . . . .
Nei, hvor natten dog er skjøn!