Jeg sidder her ensom en skumringstime,
jeg sidder med sorg i sind.
Og kveldens bristende solskinsstrime
streifer min blege kind.
Jeg sidder saa ensom med graad i mit blik
og drømmer om dag, som svandt,
drømmer om vaar, som forbi mig gik
og om glæde, jeg aldrig fandt.
– Da blir jeg med et saa lys i sind;
min sjæl blir et nysprungent blad.
Jeg længes at naa i evighed ind,
jeg stirrer mod sky saa glad:
Deroppe, deroppe, hvor uveiret laa
og stængte mig ensom inde,
– der tindrer nu himlen saa blaa, saa blaa
over hav og snedækket tinde.
Deroppe, deroppe, hvor sorte sky
stængte min himmel ude,
der bølger nu luften af lys paany –
Aa Gud, hvor det skinner paa rude!
Ja, skinner og glitrer saa hav og land
i hvide, sitrende strømme.
Bader min sjæl i purpurbrand
og glade, gyngende drømme.
Kommer nu store, kommer nu smaa,
deler mit skjønne rige!
Min verden er hvid og skinnende blaa.
Hver tvilesyg tanke skal vige.
Aaja, aaja, jeg er fri og glad;
jeg eier min blaae himmel.
Min sjæl er et morgenfriskt rosenblad,
der syngende svæver,
jublende hæver
sig op mod Guds stjernevrimmel.