Aa jeg mindes dig

1. Aa jeg mindes dig, du tause pige, hvis uskyldsblaae blik mig aabned livets glade, elskovsunge rige,

– du, hvem tidt jeg stirred efter gjennem birkeløvet, til alle vaarens stemmer tog mig, og jeg sank bedøvet

i graad og jubel ned for dine fødder. Og du, du kom og mødte mig paa skogens dunkle veie. – Og det syntes mig, som hele,

hele verden var mit eie, fugl paa gren og dugg paa blomsterblad, alle lyse nætters elskovskvad, hver guddomstanke, skjøn og skjær,

– hele vaarens ømme tonehær. 2. Jeg gik mig ud en morgen, kold og vaagen og nynned angst de gamle elskovssange;

men se, da stod du bag mig – helt i taagen med sænket hode. Og med bange, bange blikke sneg jeg mig forbi dig og spurgte grædende:

Montro hun kan tilgi mig? Men sangen tystned i de blege lunde, og dine læber hvisked: At du kunde! Da flygtede jeg ud i verden vide

og druknede dit milde billed, min egen vemodstunge kvide i sus og dus og kaade nætters vildhed. Og mens jeg ødte livets bedste timer

i leg med syndere og synderinder, du gik og spredte hjertets solskinsstrimer i hus og hytte, mellem hjemmets tinder. Du vokste ren og hvid som fjeldets enkle rose;

thi sorgen adlede dit sind. Du skjænked smil til alle sider og seiled glad og fri og syndelutret ind i evighedens hvide rige.