Den aldrende Sanger lad endnu i Vaar
Faae lægge os Tonen paa Tunge!
Som mosgroet Minde iblandt os han staaer
Fra Fortiden, da vi var unge.
Det varme, det svulmende Hjerte
End Kulde af Tiden ei lærte.
Saa lad os da synge den Ungdommens Sang
Om Frihed og Sandhed og Glæde!
Den hæve os end over Døgnenes Trang
Og Livet i Morgenglands klæde!
Den pege bag Tidernes Taager
Mod Evigheds Øie, der vaager!
Vel høre vi nok – og vi føle vel og –
At Tiderne ei ere gode.
Saameget der skeer, og der føres et Sprog
Tvertmod, hvad bestandig vi tro'de.
For Mennesket prises jo Dyret,
Og Phraser og Vind staaer ved Styret.
Men Noget vi eie dog dybt i vor Barm,
Som Døgnenes Kvalm ei skal kue.
Den klares engang, den forvirrede Larm;
Did trøstigt i Aanden vi skue.
Og Troen vi aldrig vil miste;
Før Øiet, end Haabet, skal briste!