Laurens skinnende Krands alt tidligt vinked din Ungdom;
Sangerens hellige Kald følte du dybt i din Sjæl.
Herlige Syner oplodes dit Blik fra Skjønhedens Verden;
Tonen klang fyldig og reen fra din indviede Streng!
Sande du maatte dog vist – thi dyb var din Hu og oprigtig –
Jordlivets Skygger vil her sløre selv klareste Blik,
Og om et dødeligt Bryst sig snoer forvirrende Trængsel;
Sang, naar den klinger som bedst, naaer ei det evige Maal.
Selv har du vidnet, at mens dine Toner lød til vort Hjerte,
Var deres dybeste Aand dog i dit Inderste gjemt.
Under det Liv, vi fornam, som udad rørtes og strømmed,
Laa der en bunden Klang, kjendt kun og skattet af Gud.
Og alt meer, som din Sang stilned af, da det lakked mod Aften,
Traadte for Herren din Aand med et usigeligt Suk.
Nu er det klaret og løst, hvad her var sløret og bundet,
Nu har din frigjorte Sjæl faaet sin lutrede Røst.
Nu er du med i det Kvad, som synges deroppe om Thronen;
Nu det fuldendes, hvad her tro du har anet og stræbr.
Men til et Tegn, at for os du har ei arbeidet forgjeves,
At selv hernede din Sang har et uvisneligt Liv;
Ja til et Tegn, at hos os dit Minde til Evighed vies,
Stillet mod Døgnets Larm i et ukrænkeligt Ly:
Vil den hellige Krands end dvæle her ved din Kiste,
Følge – saa langt den kan – dig i den viede Jord!