Ved Seklets Ophav en Dag i Vaar
De slutted Pagten, den ømme,
Mens Myrtekrandsen i Brudens Haar
Forklared Hjerternes Drømme.
Hvor blussed da det unge Blod!
Hvor saligt slog de Barme!
En Verden favned deres Mod,
Det friske, kjække, varme.
Et halvt Aarhundred er gledet hen,
Og Storme gik over Jorden,
Og Riger reistes og faldt igjen
Alt under Slagenes Torden.
Af Tidens Vexel Hver fik Sit –
Hvem greb ei Verdenslarmen!
Og – nu er Haaret blevet hvidt,
Og mat kun banker Barmen.
Dog Eet der gives, der ei forgaaer,
Den sande Kjærligheds Flamme.
Den over Jordlivets Vexel naaer
Og bliver evigt den samme.
Fra Gud udsprungen, kan den jo
Ei tabe sig i Vrimlen,
Men stræber op mod Lysets Bo,
Forener Jord med Himlen.
Lad Tiden tage, hvad Tidens er!
– Dens Flugt ei Nogen kan hindre –
Med større Klarhed det hulde Skjær
Af Evigheden vil tindre.
Er Kinden ikke længer rød,
Og skjælve matte Hænder,
Det er en evig Ungdomsglød,
Som end i Aanden brænder.
Du ædle Gubbe med hulde Viv!
I Eders Øie det lyser,
At egte Kjærlighed har et Liv,
Som ikke ældes og fryser.
Af den forskjønnet Eders Høst
I stille Fred henrinde!
Naar I gaae bort, en salig Trøst
End boer i Eders Minde!