Ved Skandinavers Gilde i Rom

Her ved “den gule Tiber”, Hvor “Venus” og hvor “Liber” Fra flakkisk Lyre klang, I denne Kobberalder

– Saa selsomt Loddet falder – Nu lyder nordisk Sang – Hurra! hurra! Nu lyder nordisk Sang.

Hvor Keiserstøvet sænktes! I Marmorpragt, som tænktes Mod Tiden sikret nok, Men som i Gruus er ramlet,

Er paa Ruinen samlet Barbarers blonde Flok – Hurra! hurra! Barbarers blonde Flok.

Dog ei, som hine Fædre – Der ikke vidste bedre – At herje er vor Agt. Sig mildnes Nordens Styrke;

Vi Fredens Kunster dyrke, Vi føle Skjønheds Magt – Eja! eja! Vi føle Skjønheds Magt.

Og her har Skjønhed hjemme, Hver Plet, hver Steen har Stemme, Der gjør vort Hjerte blødt. Og Minders sagte Susen

Lig fjerne Harpers Brusen Om Sjælen strømmer sødt – Eja! eja! Om Sjælen strømmer sødt.

Hvor Nord og Syd sig møde, – Det Strenge og det Bløde – Gi'r Aanden fyldig Klang. Der enes Liv og Drømme,

Og Alvors Understrømme Vil hæve munter Sang – Eja! hurra! Vil hæve munter Sang.