Vel synes Tiden lidet blid;
Den svanger er med Had og Strid,
Dens Himmel uveirsgraa.
Dens Aande vifter febervarm
Og spreder Tvivl og Sorg og Harm.
Men der er Noget i vor Barm,
Som Tiden ei skal naae.
I Sandhedstankens Helligdom,
Did Døgnets Tordenluft ei kom,
Der Klarhed bor og Ro.
Et Liv i Frihed hegnes der,
Og Evighedens Morgenskjær
Vil saligt lyse over Hver,
Som Sandhed søger tro.
Og herligt er det Styrkebaand
At bindes af den samme Aand
Til trofast Brødreflok.
Det er en hellig Forbundspagt,
Af Døgnets Id ei sammenbragt,
Men knyttet selv af Sandheds Magt;
Det Baand, det holder nok!
Thi løfte vi vort Hoved kjækt
Og kues ei af Tidens Vægt.
Lad Tiden gaae sin Gang!
Midt under Dagens spændte Strid,
I Venskabs Favn er Stunden blid;
Vi mane Glædens Aander hid
Med Sang og Bægerklang.