Ung Adelsteen paa Thinge stod;
Til Konge mon han kaaret være.
Det var en Herre viis og god,
Han Norges Krone bar med Ære.
Frit hylded ham fribaarne Mænd;
Hans Navn velsignet lever end.
Nu staaer en anden Adelsteen,
Som Hiin, vi hilse ham med Glæde.
Hans Aand er lys, hans Hu er reen,
Om “Ret og Sandhed” vil han frede.
Vi hørte jo det Kongeord;
Det end gjenlyder høit i Nord.
Hil, Konge, dig! det Ord var godt;
Det maa du holde os tilvisse!
Stort er dit Kald, Nordmannadrot;
Ei tynge Kronen paa din Isse!
Vær stærk og bold! tro kun dit Folk!
Dets Røst er fri og Sandheds Tolk.
Paa Troskab Nordmands Barm er rig;
Du tro kun om vor Frihed værne,
Saa bære vi paa Hænder dig,
Vi gaae for Dig i Døden gjerne.
Og end skal Efterslægten seen
Velsigne Oskar Adelsteen!