Hvor herligt, o Svea! at gjæste din Jord,
De skjønne, de minderige Egne!
Hvor yndigen bølger din Have i Nord
Med Gyldenax, der snart af Fylde segne!
Det toner i Aanden fra Land og fra By,
Mens Sommervinden vifter over Vove.
Din Fortid gjenklinger som Skjoldenes Gny,
Din Nutid er som Fuglesang i Skove.
End foran dig ligger din Fremtid i Glands,
Og fuldere skal Aandesangen tone.
Saa høit hænger ingen Seierens Krands,
At du den jo skal flette i din Krone.
Og held os! din lysende Bane blev vor,
Dens Kamp og dens Seier skal vi dele.
Din Broder, den høie, den trofaste Nor
Skal smelte sin Malmrøst i det Hele.
Ja, herligt der er blandt de Frænder i Nord,
Der blandede Fostbroderblodet.
Thi hos dem jo Kraften og Troskaben boer
Og Kjærligheden, Haabet og Modet.
Og her er Aand og Vidskab, her fattes ei Brød,
Der spirer op af Fædrenejorden.
Her Livet er frydfuldt, og Hvilen er sød;
Ja vi vil leve, vi vil døe i Norden!