Sig: kjender du vel disse Toners Gang,
Der synges i denne Time?
De har en forunderlig gribende Klang,
Som Klokker i Hjertet kime.
De først fra din dybe Sjæl sprang frem
Engang i de svundne Dage.
Nu vil fra vort Bryst, hvor de fandt et Hjem,
Som Gjenlyd de vende tilbage.
Du gav os saa mangt et herligt Kvad,
Der kvæged i Kirken og Huset.
Og hvergang du hist ved dit Orgel sad,
Os Tunger af Ild ombrused.
Smukt spired ved dine Toners Daab
De fagreste Blomster hos Folket.
Hvad Hjertet eier af Lys og Haab,
Din Sang har viet og tolket.
Som Kilden, din Sang var frisk og reen,
Alt Tidernes Tant den forsmaa'de.
Paa Evigheds Træ den var en Green,
Der grønnedes ret af Guds Naade.
Tak skee dig og Ære, Sangmester god,
For os du mon' kvæge og fryde!
Rigt fremvælde Blomster om din Fod,
De fagreste, Livet kan skyde!
Ombølget af liflige Toneflod
Du staae til din Afskedstime!
Forklaret den end dig tage imod,
Naar Himmerigs Klokker kime!