Et Haab bli'r lagt i Jorden.
Her meer det grønnes ei;
Thi Almagts vise Orden
Til Ønsket sagde Nei.
Ei Støvet kan saa lige
De dybe Veie see;
Vi sukke, mens vi sige:
O Gud! din Vilje skee!
Den Spire var saa frodig
Og loved herlig Høst:
En Gut saa frisk og modig,
Sin Moders bedste Trøst.
Dog Tanker indholdstunge
I Svøb paa Bunden laa,
Og tidt fra barnlig Tunge
Heelt sære Røster gaae.
“En Trappe maa der være,
Der gaar til Himlens Sal;
Der steg hans Fader kjære,
Did ogsaa Barnet skal;
Og kan didop ei række
Den altfor spæde Fod,
Vil Jesus Haand udstrække
Og tage ham imod.”
De skulde snart opfyldes,
De barnligt dybe Ord!
For os hans Billed hylles
I Sorgens dunkle Flor.
Den Vei, som han skal stige,
Kan ei vort Øie see,
Og sukkende vi sige:
O Gud! din Vilje skee!
Et Haab er lagt i Jorden,
Paa Jord det grønnes ei;
Thi Guds alvise Orden
Har sat en anden Vei.
Hvad her som Frø der gjemmes,
Skal hisset spire smukt;
Der Væxten ei skal hemmes,
Der modnes gylden Frugt.