Om “Philologen” Navnet jo vil sige,
“Han færdes kun i Ordets tomme Rige”.
Nu vel! vi vil ei male
Vor Idræt tung og stor;
Vi elske Sang og Tale,
Vi elske fagre Ord –
Fagre Ord i de gamle Skrivter,
Fagre Ord, Livet om os vifter,
Fagre Ord.
Dog helst, naar Ordet gaaer fra Rosenlæber,
Det til vor Sjæl med dobbelt Magt sig klæber.
Da kan det os husvale
Med overjordisk Lyst,
Og Skjønheds Aander dale
Ned til vort aabne Bryst –
Fagre Ord fra de dybe Grunde,
Fagre Ord fra de friske Munde,
Fagre Ord!
Her give de ei blot et luftigt Møde:
I Legemshuld og Farve se dem gløde!
Mens Tonens Lokken klinger
Med Trolddom stærk og varm,
Som Genier med Vinger
De svæve i vor Arm!
Fagre Ord, som i Rhythmer dandse!
Fagre Ord, som os huldt omkrandse!
Fagre Ord!
Skal atter de da kun i Luft hensvinde?
Kan vi dem ei med varig Lænke binde?
– De har i Hjertet bævet
Et Evigheds-Minut,
Og Sjælen sig har hævet
Og friske Blomster skudt.
Fagre Ord tro i Hjertet gjemmes,
Fagre Ord aldrig kan forglemmes,
Fagre Ord!