Vintren sig nærmer, Dage blive korte,
Luften er kjølig, Lundens Pryd er borte;
Inde sig nu om venlig Arne samle
Unge med Gamle.
Vinter i Livet Mand og Viv vil tegne,
Haaret vil graane, Kindens Roser blegne;
Inde dog straaler i de gamle Barme
Kjærligheds Varme.
Haab kom og sveg i Livets lange Prøve,
Glandsfulde Smykker maatte Tiden røve;
Blomster i broget Pragt, tidt kunde gløde –
– Visned og døde.
Kjærligheds Frø, der lagdes ned i Vaaren,
Signet af Herren, døbt i Andagtstaaren, .
Det skjød en Blomst, som Vintren ei skal kvæle;
Frisk vil den dvæle.
Den slynger Guldkrands om de gamle Lokker,
Glødende varmt, mens Sneen der sig flokker.
Frugten skal modne hist i Morgenrøden
Hinsides Døden.