Han havde stemt sine Strenges Rad
For Tonen kunstrigt at vende.
Han pønsed længe – men lidet glad;
Ei Aandens Gnist vil sig tænde!
De røde Roser og de Øine blaae,
Dem kan han ei af sin Tanke faae.
En Trolddomspiil ham i Brystet sad,
Og Lyren gled ham afhænde.
“Nei!” – for han op – “det gaaer aldrig an!
Jeg Livet bort ei maa drømme,
Og ei, som En, der ei øiner Land,
I Længslers Taagehav svømme.
De røde Roser og de Øine blaae,
Med dem et Forbund jeg slutte maa;
Først derved Trolddommen læses kan,
Og da skal Tonerne strømme!”
Som sagt, saa gjort! – I en stille Kveld
Hans Sjæl paa Læberne brændte.
Med Svaret oprandt hans bedste Held;
Til Fryd hans Længsel sig vendte.
De røde Roser og de Øine blaae,
Som i hans drømmende Tanke laae,
Er nu hans levende Skjønhedsvæld,
Der han Begeistring skal hente.
Saa lad os prise den Tryllemagt,
Der saarer kun for at læge!
Med den maa Kunsten just staae i Pagt,
Vil dybt den Hjertet bevæge.
De røde Roser og de Øine blaae –
Paa Sangens Himmel som Stjerner staae,
Og først i Skjønhedens Lænker lagt
Kan Tonen styrke og kvæge.