Ved Rhinens Bred histnede,
Fjernt fra sin Barndoms Rede
Han sidder med sin Brud.
Kunstvenner unge, gamle
I Flok sig om ham samle
Med Sang og Hylding prud –
Hurra! hurra!
Med Sang og Hylding prud.
Dog, mens ham Glands omringer,
Hans Sjæl sig stille svinger
Hid, hvor hans Vugge stod.
Her hviler sig hans Tanke,
Hvor Frænders Hjerter banke
Hans eget høit imod –
Eja! eja!
Hans eget høit imod.
Her Modersmaalet klinger,
Det giver Sjælen Vinger,
Det laaner Tanken Bund,
Det friskt om Hjertet bølger,
Dets Slag det trofast følger
Til Livets sidste Stund –
Eja! eja!
Til Livets sidste Stund.
Det har en Trylleevne,
Som hid hans Sjæl kan stevne
Og allermeest ikveld.
– Han er blandt os tilstede!
Han hører, hvad vi kvæde
Dybt ud af Hjertets Væld –
Eja! eja!
Dybt ud af Hjertets Væld.
Hil dig, vor Broder gjeve!
Af hint Europas “Leve!”
Der runger til dit Navn,
Med Sjælens indre Øre
Du skal en Gjenlyd høre
Dybt fra din Fædrestavn –
Hurra! hurra!
Dybt fra din Fædrestavn.