Naar man ei døde, mens man var ung,
Saa kan man gammel blive,
Og Alderdommen kan synes tung;
Men end vi er dog ilive.
Er Hjertet varmt, og frisk vor Aand,
Og kan vi synge, drikke,
Saa lettes Tidens tunge Haand
I lyse Øieblikke.
Og kommer Vaaren med Aande varm
Og grønne Knopper og Blade,
Da vækkes i den gamle Barm
Livsspirer friske og glade.
Vi spørge kjækt: “hvad det vel gjør,
At Aarene blev mange?”
Vi føle Liv, som aldrig døer,
Som Graven ei skal fange.
Saa lad os her i Vaarens Favn,
Omsno't af Venskabs Kjæde,
Høit løftet over Sorg og Savn
Kun nyde Stundens Glæde!
Den rette Glæde ei forgik,
Var end dens Stund hengleden;
Hvert lyst og lødigt Øieblik
Er Glimt af Evigheden. –