Staae med dybe Rødder fast i Jorden,
Stræbe med sin Krones Top
Høit mod Lys og Himmel op,
Brede ud de stærke Grenes Orden.
Gjennemstrømmes rigt af Livets Saft,
Folde ud sin Skjønhed og sin Kraft,
Herlig Skabertanke aabenbare,
Suge Himlens Solskin, Dug og Regn
Og i grønne Blades Skyggehegn
Give Ly til Fugles muntre Skare,
Glæde Andre og sig selv forgjette,
Hvile kun i Nuet fuldt og trygt,
Fri for Ønsker, Sorg og Haab og Frygt –
Gives der meer herligt Liv, end dette?
Dog end skjønnere den Lod vel er:
Egen trofast elske, frede, pleie,
Saa isandhed først dens Skjønhed eie
Hævet i Bevidstheds Morgenskjær,
Lade i et varmt og følsomt Sind,
Som i Smerte og i Lyst kan bæve,
Plantens grønne Friskhed drage ind,
Frit sig over Selvets Tranghed hæve,
I Naturens Uskyldsfred hengivet,
Gjennemstrømmes følende af Livet,
Skabertanken gribe i sit Indre,
Lade den i Aandens Klarhed tindre
Og igjennem Hjertets Sangbund tone!
O, i Menneskebrystet er Naturens Krone.