Fra Klippestranden en Sommer drog
Saa glad en Ynglingeskare.
Det var et syngende Vikingtog,
Til Sundet vilde de fare.
Det gjaldt ei Rov, ei Heltery;
De kom som kjære Gjæster;
Dem vinked under Bøgens Ly
Kun Sang og Glædesfester.
Til Nordens Væld de i Aanden gik,
Det sagarige, det gamle,
Og drak en ildende Styrkedrik:
Det Skilte vilde de samle.
Med freidig Aand de slutted Pagt;
Treklangen nu var funden,
Den løsende med Tryllemagt,
Der steg af Folkebunden.
Saa mangt et Aar nu er gledet hen;
De Ungdomsfester har Ende.
Længst er de Ynglinger blevne Mænd
Med travle Dagverk ihænde.
Hver reves med af Tidens Strøm,
Og, mens vort Haar er bleget,
Der svandt saa mangen Ungdomsdrøm,
Saa mangt et Haab har sveget.
Saa blev det Haab da vel ogsaa Vind,
Som knytted Folkene sammen?
Saa slap vi det af vort matte Sind?
– Det var ei meer nogen Gammen! –
Nei! end blev Luften ei saa kvalm,
At lld ei kunde fænge,
Og tro kun: der er endnu Malm
Og Kraft i gamle Drenge!
Den Nordens Tanke, vor Ungdom bar,
Ret aldrig kan vi den miste.
I Hjertets Grund den sin Rune skar,
Vi er den troe til det Sidste.
Og Tanken selv kan ikke døe!
Naar engang vi skal segne,
Vi veed det vist: da skal dens Frø
Befrugte Fremtids Egne!