Tilgiv, jeg kunde ikke Lysten tvinge
– Jeg stedse var en Smule jo paatvers –
En fattig Ugle til Athen at bringe –
Med Uglen menes disse slette Vers.
En Sangerhilsen skulde de betyde,
Den gamle Sanger paa hans Festdag bragt.
Hvor umelodisk end de monne lyde,
En kjærlig Tanke dog i dem er lagt.
Jeg ei, som Mængden, Sind og Øie vender
Bort fra den Sol, som i sin Dalen er.
Jeg lokkes mindre af den Glands, som blender;
Mig drager helst det milde Aftenskjær.
Da just i Opgang var min lille Stjerne,
Med Deres i Opposition den stod.
Nu seer den sig i Conjunction saa gjerne;
Med Tak jeg føler: Enden saa er god.
Jeg lærte nok i Livets dunkle Gange,
Hvad Klarhed gjælder, skjønner nu fuldtvel,
Hvad Kvægelse jeg drak af Deres Sange,
Hvad Lys de straalte over i min Sjæl.
Med varm Erkjendtlighed jeg til Dem kommer;
Paa gode Ønsker er mit Hjerte rigt:
I Deres Vinter opgaae end en Sommer
Saa klar og mild som Deres bedste Digt!