Viin presset fersk af de røde Druer, Er suur og skarp og kun lidet duer. Først naar den har ligget i mange Aar, En mildere, ædlere Smag den faaer;
Først da, naar man dermed fylder sit Bæger, Den har en Kraft, som styrker og kvæger. Saa var det vel og med det Mindebilled, Som for Deres Tanke sig nys fremstilled.
Da engang dets Gjenstand for Øiet laa, Saa Billedet kunde umiddelbart fattes, Da var det vistnok kun saa som saa. Af Skarphed og Bitterhed mangt et Drag
(Med megen anden Daarlighed bag) Just ei kunde vente høit at skattes. Maaskee i et gunstigt Øieblik Et lysere Glimt dog fra Grunden gik
Og kastedes ind i en velvillig Sjæl, Hvori det gjemtes længe og vel. Der laa det i Mindets Kjelder stille, Mens Tiden kunde det Hele formilde.
Den vistnok her, som altid, har havt En sonende, lutrende, klarende Kraft. De skarpe Træk udslettedes, glemtes, Og Tonen renere, høiere stemtes.
Saa steg det Billed en stille Stund Forklaret op af den dybe Grund Og kunde bevæge sympathetisk En ædel Natur og dybt poetisk,
Der skabe et Øiebliks venlig Hygge. I gylden Indfatning Billedet vendte Tilbage derfra til Originalen, Som nu i sin ved Livssolens Dalen
Saa mangefold forstørrede Skygge Undselig og glad sig neppe gjenkjendte Og intet Bedre sig ønske kunde, End at hos ham selv gjennem Livets Vandring
Var virkelig skeet en saadan Forandring, Der svared tilnærmende nogenlunde Til den, hans Billed fik undergaae, Mens i Deres dybe Sjæl det laa.
Cookies on Poetry Cove