De, som blandt vore Digteres Flok
Næsten alene Vers kan skrive
– B. og L. kan det maadeligt nok ,
Vers for stedse vil Afsked give?
(Hører De ei Poesien sukke?
Kan De derfor Deres Øie lukke?)
Men om nu De vil Verset slippe,
Verset vil dog ikke slippe Dem;
Selv, hvor det ventes mindst, vil det pippe
Just som Nissen bag Tønderne frem.
Eller som Kasems Tøfler, i Kniben
Vil det, ud gjennem Vinduet slengt,
Naar hver anden Vei er det stængt,
Komme igjen gjennem Skorsteenspiben.
Om end derved lidt smudset med Sod,
Vraltende frem paa haltende Fod,
Bærer det dog i sin plumpe Favn
Ønsker for Dem om alt Skjønt og Godt
Her i Hjemlandets trygge Havn,
Hvor De jo nu har fæstet Bo,
Ønsker om lad mig nævne blot:
“Sundhed, Snustobak, Nattero”
(Hvad før en Digter sig ønsked jo)
Og fremfor Alt to hele Skuldre!