Saa er da Tiden kommen, da Du ei Skal længer vandre Barnets Dræmmevei! Dit Nittenaar alt varslende indtræder Om andre Sorger og om andre Glæder.
Ei længer Hjemmets Kreds Dig rumme vil; Ind til Dit Hjerte andre Toner klinge, Og Sjælen løfter alt saa smaat sin Vinge; Du merker, at Du Verden hører til.
Tør jeg vel, før Du gjør det første Skridt Udover Tærskelen, dig standse lidt? Tilgiver du, jeg ei kan undertrykke Den Lyst det er de Ældres Svaghed jo –
At snakke lidt i god, vidtløftig Ro Om Stier, som sig gjennem Livet snoe, Om Roser og om Torne, som der groe – Kort sagt: moralisere dig et Stykke?
Dig Himlen gav af Skjønhed og af Ynde Din ei for knapt tilmaalte Lod. Velan! Sin Magt at folde ud den maa begynde, Hvo er, som dette hindre vil og kan?
“Guds Gaver,” siger alt en gammel Skald, Idet han taler just om Skjønheds Smykke, “Ei vælges eller vrages efter Tykke; “De simpelthen med Tak annammes skal.”
Dog her et lidet Ord af mig indskydes: Med Værdighed de bruges bør og nydes. Snart skal du – alt du saa et Tegn – erfare, Hvad det at blive afgjort vel vil sige.
Det er nu saa sin Sag. Hvor mangen Pige Blev ikke dette til den værste Snare, Der Aand og Hjerte trangt maa sammensnøre, Saa ei det friske Liv sig kunde røre!
Hver ædel Ungdomsfølelse blev kvalt, Og Blodet blev saa mat, saa dorskt, saa svalt. Et Marmorbilled stod tilsidst og stirred Med Øiet brustet halvt og halvt forvirret,
End heftet paa det Maal: at gjøre Lykke – – Men borte, borte var det bedste Smykke! Dog bliv nu ikke altfor bange, som For en Pedants ufølsomt strenge Dom!
Jeg er ei ung, men veed dog end Besked Om Ungdoms Følelser, om Ungdoms Med. O, vel jeg veed: det er – end ubevidst – En Trang for Pigehjertet at behage.
Det er Naturens egen fromme List, Der mod sit Maal hver Skabning veed at drage. Hvo kan den unge Pige vel fortænke, Ja, hvo maa ikke selv sit Bifald skjenke,
Om hun vil gjerne være hvad hun skal, Hvad netop er den ædle Kvindes Kald – Den Kreds, hun færdes i, en Lyst og Glæde, Der tryller Fryd, hvorhelst hun monne træde,
Om sødt det kildrer, seer hun Alles Blik Med Velbehag at dvæle, hvor hun gik ? Er det et Under, om hun gjerne seer En Smule sig forkjælet og forgudet?
Ja, om hun mener, intet Uheld skeer – Det af Naturen selv jo saa er budet – Om en og anden Yngling end i Løn Og uvilkaarlig sukker: hun er skjøn!
Velan, min Pige! nyd din skjønne Vaar Og lad dit Hjerte være vel tilmode! Vær ei for kold og klog! Det er et Gode, At ei for vel at regne du forstaaer.
Tro ei, jeg vil din Hyldest dig misunde! (Jeg selv var med at hylde, om jeg kunde, Thi end, skjønt Sorg og Alder Blodet kjøler, For Kvinders Ynde dog saa smaat jeg føler).
Det er en Vaarens Gave, som dig ydes; Modtag den frit og lad din Sjæl kun frydes! Berus dig i den søde Virakduft! – Den kommer tidsnok, Høstens strenge Luft.
Dog hør et Ord: lad Rusen være fiin Og let og flygtig, som af ædel Viin; Den maa dig ei bedøve og betage. Lad Smigers slette Finkel dig ei smage!
Den Ruus gjør hjertesyg og sløv og tung; Den gjør dig gammel, før du ret var ung; Ei nogen ædel Flamme kan den nære, Kun Febertørst, som Barmen vil fortære,
Og naar dig Livets Alvor strengt vil kalde – O ve: da er det Malurt dig og Galde! Og endnu Et: skal Rusen dig oplive (Tillad mig end i Billedet at blive),
Ei for dit Hjertes Sundhed bringe Fare: Husk paa, da maa du tage vel ivare, Det ei er “fastende” og tomt forresten! Om Livet end dig ei alvorligt bandt,
Gaa dog ei op i bare Leg og Tant! Lidt stadig Idræt, ja lidt Sorg for Næsten, En Smag af det, du lærte nys af Præsten, Hvad Skjønt og Godt Natur og Kunst dig byde,
Deraf lad Næring rigt din Aand tilflyde! Naar kun dit Væsen sætter rigtig Kjerne, Da kan du ogsaa sværme, drømme gjerne. Da Hyldings søde Drik dig og lad smage;
Den vil dit indre Væsen ikkun hæve; Du vil af Rusen vaagne let og sund, Mens i Tilfredshedssmilet om din Mund Et Gjenskin end af Drømmen er tilbage.
Nu har du seet mig her dig Skjeppen maale Saa fuld, som den paa nogen Viis kan taale. Tag nu det Hele ei for Poesie, – Det er den skjære, klare, jævne Prose,
Og Verset kan du dadle, kan du rose – Det voldte mig ei meget Bryderi –; Men finder du lidt Tanke blot deri, Som i dit stille Sind du gider veie –
– Lad Vinden saa det tørre Blad bortfeie!
Cookies on Poetry Cove