Skjønt syg og lidende du vil forstaae
Et venligt Vaarbud, bragt af Blomster smaae.
Vi hilse dig fra Solens varme Skin,
Som fylder Luften, farved vores Kind,
Fra Bækken hist, hvis løste Bølge synger,
Fra Fuglen, som paa Grenen gynger,
Fra Birkens lysegrønne Blad,
Fra hver en nyfødt Skabning, frisk og glad,
– Men først og sidst dog fra os selv, os Smaae,
I Jordens kolde Skjød vi stille laae;
En Høstvind havde knækket grumt vor Stengel
Og Dødens Nat os hyllet om.
Men se: da Tidens Fylde kom,
Af Livets Herre udsendt, Vaarens Engel
Med Tryllemagt os vinked underfuld,
– Og vi opstod af Muld,
Paany at blomstre, dufte, prise Gud
Og alle Støvets Børn at bringe Bud:
“At herligt Liv opstaaer af Døden,
“Og hist bag Natten blomstrer Morgenrøden.”