I gode Kjæmper, som med Skjold og Landse – Forgyldt', omvundne smukt med Blomsterkrandse – Foran den danske Scenes gamle Pragt Har stillet Eder frem som Æresvagt!
Ærbødigt og venskabeligt jeg træder For Eder frem. Troer kun for Alting ei, At jeg vil storme Scenen eller Eder! Jeg Eder kun vil hilse paa min Vei
Og vandre saa i Fred til andre Steder. Først priser jeg det Udfald, I har gjort; Thi om derved just ikke vandtes stort, Et Dystløb var det dog, som kunde due,
En Fest-Turnering, lystelig at skue. For ramme Alvor og foruden Billed: At Kampen for det Skjønne I har villet Med Skjønheds-Vaaben føre ridderligt,
At I har talt i skjønt, begeistret Digt, Det har mig inderligt i Hjertet glædet Og Mange vist med mig, der har sig kjedet Ved Stridens idelige Hverdagsgnaal,
Der syntes uden Med og uden Maal. Man trænger til lidt aandrig Leg iblandt, – Det er dog smukt, selv om det ei er sandt, Og om det ei beviser stort i Sagen,
Hvo der har Vid, det lægger dog for Dagen. Jeg gjerne selv var med i denne Dyst; Men jeg desværre er ei ridderbaaren. Ei blev af Musen jeg paa Panden kyst
Og ei, som I, for Tungebaandet skaaren. Fra Digterkampen maa jeg være borte. Det vil mig og paa gyldne Vaaben skorte, Der have rette Maal og rette Ziir.
Et simpelt Sverd jeg bærer kun ved Siden; Jeg hører hjemme hist i Hverdagsstriden, Og skjønt jeg træder hid med lukt Visir, Mit Maal mig længst har røbet ganske vist,
At jeg i Bund og Grund er – Prosaist. Dog stedse var mig Kunst og Digtning kjær, Og hvis om dennes Tarv til Eder her I Ord jeg taler, som – skal Vers betyde,
Derpaa I ville venligt ei fortryde. For Fædrelandet banker Eders Bryst Saavelsom mit. Dets Hæder og dets Lykke Vi søge ei i det Reelle blot,
I hvad der er for Bug og Gane godt, I Industries og Handels Graat-i-Graat; Vi vil det og med Kunstens Blomster smykke, Og selv Theatret er – “ei blot til Lyst”.
Deri er vi nu enige. Det staae For Alle fast som Maalet, vi skal fremme Med vore Kræfter, store eller smaa! Om Maaden kun, hvorpaa vi det skal naae,
Og om de Hindringer, som vil os hemme, Om hvordan Ude rimer sig med Hjemme, Om Sagens rette eller vrange Side – Se derom er det, endnu man kan stride.
I frygte, hvis vor danske Scene falder, Ja, hvis kun tvende Kunstnere gaae bort, Vor Scenekunst da komme vil tilkort, Og Folket synke hen i Raaheds Alder.
Og naar vi ville hæve Norskheds Banner, Da drømme strax I om Sæhrimners Flæsk, Om kløv'de Skjolde og om brudne Pander; I frygte, at vi glemme skal vor Græsk
Og Alt, hvad, almeengyldigt, Aanden danner. Men husker, Kjæret Danske er ei Græker, I Skjønheds Helligdom ei fødte Præster, Men kun, som vi, i Templet fjerne Gjæster.
Os deres Tungemaal ei classisk lyder; De ere – hvad man end om Vid og Dyder, Om Fiinhed, Mønstergyldighed tidt præker – Dog reentud sagt kun for Vorherre Jyder.
Troer ei, vi vil os snevert indestænge Og dæmme for Culturens brede Elv Og – saa forsumpes i vort eget Selv! Vi vide vel, at vi til Alle trænge,
Vi har vort Liv kun i det store Hele, Og hvad der bragtes frem af Skjønt og Sandt, Hver aandig Seier, Menneskeheden vandt, Er evige Skatte, som og vi vil dele.
Men paa vort eget Trin – høit eller lavt – Efter det Pund, som os af Gud er givet! Og vi vil kjæmpe med vor egen Kraft Og ifra selve Kilden øse Livet.
Vi synge maae – som et selvstændigt Folk – I Verdens Harmonie en egen Stemme, At træffe Tonen reen, maae selv vi nemme Og kan ei bruge nogen fremmed Tolk.
Af Andre skal vi vistnok Meget lære; Men vel at merke: selv vi lære maae; Og derfor det os ikke nok kan være, At Andre Sagen mægte og forstaae.
Vi maae tilsidst paa egne Fødder gaae 'Og prøve paa, hvad vore Skuldre bære. Som nu Theatret. Ingen os fortælle, Det ei er hugget ud af vore Fjelde!
Vi veed, i Hellas' hellige Tempellund Der lagdes dybt den evigfaste Bund. Paa den blev siden bygt af Velske, Franske, Af Briter, Tydske og tilsidst af Danske.
Sophokles, Plautus, Shakespeare, Molière Med sine Verker Templets Buer bære. Ja selv en Roscius, en Garrick, Schrøder – For alle Tider var og deres Spil;
De have givet Gnister til den lld, Den evige, der end der paa Altret gløder. Til dette Tempel ogsaa vi vil bygge En liden nordlig Fløi i Graners Skygge.
Men selv vi bygge, selv vi ofre vil, Ei Andres Verk blot see, i Feighed trygge. Saa have Hine før jo Sagen drevet: De Traditionens Traad har ei afrevet,
Dog hver arbeidet paa sin egen Viis, Selvstændigt beilet kjækt til første Priis. Derved er Kunsten, hvad den er, først blevet. Ei ville vi forsmaae den modne Frugt,
Men netop den hos os forplante smukt Og lægge i vor egen Jord dens Kjerne; Thi merk vel: Skallen kan undværes gjerne. Hvad nu de Danske angaaer, negtes ei,
At gjennem dem til os gik Kunstens Vei. Men derfor er ei Kunst og Dansk det Samme; Hvad de har givet, er det danske Spil; Det være saa fortrinligt, som det vil,
Det rene Billed har det dog i Ramme, En egen, og som os ei hører til. Med Kjernen ogsaa Skallen følger med, Den danske Skal, der os ei kommer ved.
Skal vi da mene, Kunsten maa gaae under, Om mod hin Skals Opløsning her det stunder? Skal feigt vi troe, at ingen Blomstring følger, Om Frøet sig en Stund i Jorden dølger?
Dog I vil maaskee og et norsk Theater – Først da faaer Kunsten dog hos os et Hjem –; I frygte kun Rodhugger-Attentater, Og at man Sagen vil forcere frem.
Men gode Herrer! er om Vold da Tale Blandt dem, hvis Stemme her har nogen Vægt? Fordi vi har en halv Snees Radicale, Der over Øllet raisonnere kjækt,
Saa er vi derfor ikke alle – gale. Om end ved Stemmefleerhed nogle Drenge Beslutte i sin Ruus, den nationale, De danske Skuespillere at hænge,
Det kan dog ei forstyrre Nogens Fred. Husk: Kollekjør Vorherre nok gav Hale, Men, gudskelov, ei Horn at stange med. I vil, at Sagen drives skal med Lempe
Og seire kun ved Sandheds egen Magt, At man med Aandens Vaaben kun skal kjæmpe. Vell netop det er ogsaa vores Agt. Kun vil vi, at man ikke feigt og svagt
Den Brand, som Sandhedstalen alt har vakt, Ved tomme Skræmmebilleder skal dæmpe. Og nu den “Overgang”, hvorom l tale, Hiint stille “Efterhaanden”, “Meer og mere”,
Det har sin Grændse. Vil I “quantitere” Jer kanskee over i det Nationale? Det vil ei lykkes, kan man dristigt spaae. Ei spørges blot Hvormæget, men Hvorledes,
Og der tilsidst et Spring dog voves maa, Hvis man ei blot paa samme Plet skal staae. Lad Sagen nok saa grundigt forberedes, Den til et Punkt omsider dog vil naae,
Hvor Overgangen selv skal overgaae. Ei Storm behøves til det gamle Huus; Det Tidens Magt saa smaat kan undergrave, Til – pludseligt – det synke maa i Gruus.
Og lad den “sorte med den hvide Muus” Paa Træets Rod kun taust og stille grave – Engang det falder. Støtter det kun ei Med kunstig Støtte, naar det er paavei,
Og vær ei svage nok, paa “Vold” at skrige Da, naar det Gamle for det Nye maa vige! “Det Nye”, I mene, “er ei modent end, Og derfor maa det Gamle foretrækkes.”
Men have I da glemt, I gode Mænd, At inden man kan naae Fuldendelsen, Saa maa man med det Ufuldkomne tækkes? Vil I, man ei skal vove sig i Vandet,
Før man har lært at svømme som en Mester? Nu, Feighed siger vistnok, at det bedst er At overlade Sligt til den, der kan det; Kun maa man da ei om en Fremtid drømme, –
– Den kommer ikke, – da man selv kan svømme; Til evig Tid man bunden er til Landet. Et halvt Aarhundred snart vort Folk er frit, Og raskt i andre Ting vi fremad skride.Sig: skulde det ei være snart paatide,
Vor Scene blev Formynderskabet kvit? I al den Tid vi trolig gik i Skole, Til danske Mønstre stedse op vi saae; Men engang maa vi dog af Skolen gaae
Og vove, ene paa os selv at stole. At hidtil man os venlig rakte Haand Og leded os saa trygt i Ledebaand, Se, dette kan vi kun med Tak erkjende.
Men Hjælpen kan sig let til Skade vende, Naar den vil længer, end nødvendigt, vare. Vi maae nu slippes i vor egen Fare Og famle os til Maalet, som vi kan.
Hvo Ledebaandet slap ei, blev ei Mand. Fordi den danske Scene vil os trykke Med sin Auctoritet og Vanens Magt, Fordi den danner os en kunstig Krykke,
Fordi den blender ved en borget Pragt, Fordi den gamle Stamme er til Hinder, At Regn og Sol ei naaer det unge Skud: Se, derfor man det i sin Orden finder,
Om snart den – lød Forgjængeligheds Bud. Kan vi da frydes ved det falske Væsen, At Norske selv paa Dansk dresseres skal? Og maa vi høre selv i Musers Hal
Slig blandet Støi og rynke ei paa Næsen? Vi skal vel finde, at det klinger attisk, Naar norske Tunger læspe Kattegattisk? Nei lad os heller skilles fra de Danske
Som Venner, og mens Legen end er god Vi vil til dem ei kaste nogen Handske, Men takke for den Tid, de hos os stod. Ja, hvorfor ikke tilstaae: ganske vist,
Naar de er borte, ville vi dem savne. Men hale ud, hvad dog maa skee tilsidst, Seigpine dem og os, kan Intet gavne. Vi vil jo Ingen jage eller skræmme,
– Troer kun isandhed, vi er ei saa slemme – Hvo der vil blive, blive uden Frygt! Kun hvad vi mene, maa Enhver fornemme, Og det kan overveies ganske trygt.
Forresten Tingen gaaer sit jævne Skridt; Og naar de Fremmede lidt efter lidt Frit prøvende den offentlige Stemme, Selv finde, de er her dog ikke hjemme,
Og at de savne her den rette Bund; Naar derfor de i Fred vil fra os drage, Mens vi med venlig Afsked dem ledsage: Da kan man sige jo med gyldig Grund,
At Tingen modnet er i rette Stund; Da er det feigt at frygte eller klage. Dog nu Farvel, I Venner! Jeg har talt, Lidt langt og maaske kjedeligt det faldt.
Men, som jeg sagde, jeg har ei den Lykke, Jeg Talen kan med Viddets Perler smykke. Kun jævnt, hverdagsligt har jeg sagt min Mening. I har en anden. Vel! men derfor kan
Vi finde dog en høiere Forening. Ved Hverdag, som ved Fest, ved Prosa, som ved Digt, Vort Norge stedse blomstre frit og skjønt og rigt!
Cookies on Poetry Cove