Kjære Ven! Jeg har nok hørt det, Eventyret, (“Unggutten, som blev Senior”), Som, lettende indunder Oxø-Fyret,
Hid endelig har Coursen styret, Og som herved qvitteres for. Alt Titlen klinger fyndigt, nationalt, Og jeg har Aarsag til at troe,
At Eventyret selv, fortalt I den bekjendte Stil, belivet Af Phantasiens Farver, Viddets Salt, Kan passe vel i en paany udgivet,
Forøget “Asbjørnsen og Moe”. Kun Skade, det ei til og med I Jensens Læsebog fik Sted Ved Siden af det vidtberømte
– Skjønt ikke eens betonte! og bedømte – Om “Purken, som blev Bisp” – det, nok De veed. Dog – for mig nu fra Eventyr og Digt Til Virkeligheds magre Bund at vende –
Tro mig: jeg fik som Andre nok at kjende, Hvad der i Livet er forgjængeligt. Mit Haar er graanet, Kinden bleget, Mit raske Ungdomsmod er veget;
Sig Musklen ikke mere knytter stramt, Og Blodet gaaer i Aaren mat og tamt. Saa mangt et dristigt Haab har sveget, Og Sorgers Hær ei borte blev,
Men dybe Furer i min Pande skrev. Ak ja! jeg sande maa i Mangt og Meget: Jeg er ei længer den, jeg var. Dog turde deri være og lidt Sandt,
At ei hvert Spor af Ungdom ganske svandt. Man har nok hørt, at Folk der gives skal, Som ingensinde her ilive – Om gamle end – kan rigtig voxne blive;
Maaskee jeg høre kan til disses Tal? Thi sandt at sige, trods de sexti Aar, Trods Sorger, Viisdom, bleget Haar, Trods Alvor, som mit Liv omspænder,
En vakker Dag det stundom hænder, At noget Varmt mig gjennem Sjælen gaaer, Der minder end om Ungdoms Vaar, Og selv af Daarskab faaer jeg et Besøg,
Der lader Hensynskløgt gaae op i Røg. Ja, det kan gjerne blive sagt, Jeg noget Unggutagtigt kan fornemme, Der med min Alders Vægt kun slet vil stemme,
En selsom Letsinds – Letheds – Magt, Der, mod fornuftig Skik og Orden, Vil ligesom mig løfte op fra Jorden, Den lave, faste, hvori ellers dog
Jeg Fingeren har stukket klog – Og naar mig saadant Huskud hænder, Jeg Meget ogsaa gjør paatvers, Som kan forfærde mine Venner,
Ja galest end af Galt – som nu, gjør Vers “Hvor mon dog Saadant kommer fra?” – Er Sandhed i den gamle Tale da (Der nu som Eventyr af Mange agtes)
Om Noget dybt i Barmen inde, Der ei af Tidens Vexel magtes Og aldrig kan med Tiden svinde, Fordi det hører Evigheden til?
Og kan der brænde vel en indre IId, Der ei vil slukkes ud i Livets Bølger, Hvis Lys og Varme stedse Sjælen følger Og den tilsidst hinsides lede vil?
Har jeg da vel engang i Ungdoms Dage Saa varmet mig ved Skjønheds, Sandheds Flamme – Der maa fra Evigheden stamme –, At end en Gnist i Brystet er tilbage,
Saa Kulden ei i Dybet ind tør drage, Og Sorg og Travlhed mig ei ganske lamme? Er derved næret i mit Indre Et Noget, som, om Livet falder tungt
Og mørkt, dog kan usvækket tindre, Som stedse vil sig holde friskt og ungt, Og som – omklædt med Kjød og Blod Og undertiden selv i Daarskabs Dragt –
Dog har i Evighedens Bund sin Rod Og staaer – om fjernt og svagt – Med Lysets Aander dog tilsidst i Pagt? – Er dette maaskee atter Sværmeri
Og Drøm i hine gale Ungguts-Stunde? – Dog veed jeg Et, som nogenlunde Bestyrke kunde mig deri. En Ven jeg kjender, en høiværdig Mand,
Han nævnes maa: i Hjerte og Forstand En sand “Nathanael, Israelit, I hvem der ikke findes Svig”. Hans Haar er tyndt og graat, som mit;
Af Aar han har end fleer paa Bagen. Ham Livet prøvet har, saavelsom mig; Han vel har følt dets Støden som dets Dragen. Som jeg, han har i Ungdomsdage glødet,
Som jeg, han ogsaa vist har bødet; Han ogsaa har sin “Pæl i Kjødet”, – Maaske langt haardere, end jeg – Han bær den, og han klager ei.
Han paa en saadan Post er stillet, Der staaer i Vægt og Værd langt over min: Han lærer Sandhed klart for høiest Trin, Og se: hans Liv er kun hans Læres Billed!
Og dog har jeg min kjære Mand En Smule mistænkt, at selv han Er endnu ei – og bliver neppe – fri For alt Unggutteri.
Jeg turde næsten vedde paa, At end imellem i det gamle Hjerte Vil en og anden vaarlig Luftning gaae, En Mindelse af Ungdoms Lyst og Smerte.
Naar Skjønhed træder ham imøde I Livet, i en blid, en stolt Natur, I Kunstens Speiling reen og pur, Hans Barm vil hæves og hans Kinder gløde.
I Digtets Verden er han endnu hjemme, Dens Duft og Velklang vil ham stedse drage, Og neppe kan han ganske end forsage Der af og til at hæve selv sin Stemme.
Ja selv en munter Spøg han ikke skyer, Der stedse bærer Aandens Stempel, – Som naar han for Exempel Udsender slige Eventyr,
Som det, der nylig gik fra Oxø Fyr. Og naar han læser dette Verse-Vrøvl – Hvortil ei brugtes Fiil og neppe Høvl – Saa kruses vistnok Smilet om hans Mund.
Ja maaskee engang i en Hvilestund – Hvoraf ham ønskes mange rigtigt gode – Naar Unggut-Aanden røres i hans Ho'de, Han sætter med en Pen sig ned
Og mig med samme Mynt betaler. – Og hermed jeg i sand Hengivenhed Dem alle gode Aander anbefaler! –
Cookies on Poetry Cove