Tanker ved Confirmationen

Ak, hvor er ei Barnets Himmel blaa! Ingen Sky dens Klarhed tør fordunkle; Deilige Gudsengle bittesmaa Mylre legende deroppe paa

Hvælvet, hvor de gyldne Stjerner funkle. Barnets Liv – det er dets Phantasie; Lys og luftig er dets hele Verden; Jordens Kval og alvorstravle Færden

Gaar som lette Skygger kun forbi. Snart er Livets skjønne Forspil endt. Scenen skifter. Bladet sig har vendt. Nye Billeder imod os træde,

Mørke, som vort Mod ret prøve vil, Alvorsfulde, rynkede Gestalter; Borte er den lette Barndomsglæde, Borte Phantasiens Gjøglespil,

Hvor kun digtet Sorg vil Øiet væde. Her en ubarmhjertig Skjebne skalter; Her har dyb og varig Kummer hjemme, Her er Savn, som Hjertet ei kan glemme,

Her bli'er Haabet skuffet ei paa Skrømt. Knuden strammes – Følelserne spændes – Taarer rinder – og det Hele endes! Vel Opløsningen var jo forsømt!

Se, hvor Dyden kjæmper for sin Kroning – Ak omsonst! – forskudt, fordømt Er den ind i Hjertets Fristed rømt. Hjertet bløder, vaander sig, maa briste;

Først ved et krampagtigt Slag – det sidste – Vinder endelig det sin Forsoning. Ja, den Voxnes Liv er ikke Leg! Bort den lyse, skjønne Verden veg,

Faafængt du den i det Fjerne følger, Rosenæthren dig ei meer ombølger; Tryllelyset falskt dit Øie sveg. Se: paa Virkeligheds faste Bund

– Knudret, kold, en fattig Bjergskrent kun – Har du nu de tunge Fødder fæstet. Alfers Chore, som dig før har – gjæstet, Dit Morg lot, din Rosenlund

Med den underfulde Farvelysning Lig en gylden Stribe hist forsvinder; Som af Kulde føler du en Gysning – Det er ikkun Sandheds Sol, der skinner

Med sit stærke, farveløse Skjer; Det er ikkun Jorden, hvor du er. Ønsker du tilbage det, som svandt, Paradiset, som du hisset fandt? –

Nei! o nei! din Aand sig mægtigt rører: Alt den føler meer og mere grant, Livets dybe Sandhed den tilhører; Ei den længer nøier sig med Tant.

Livet – Livets hele rige Fylde – Livets Stræben – ja dets Kamp og Smerte Kan din Aand fra nu af ikkun hylde. Du maa leve med din hele Sjæl,

Skjenke til et Med dit hele Hjerte, Sætte deri alt dit Ve og Vel. Koste hvad det vil! – Tilbage naae Kan du ikke; fremad maa du gaae,

Skulde du end derved gaae tilgrunde! O! alvorligt lyder Livets Kald; Kalken, som det byder, ei blot skal Nippes til, men tømmes ud tilbunde!

Dog i dette Alvor er en Trøst, Skjøn og rig er denne Hædersdyst! O! i denne Kamp der er en Mening, Ja en Tanke, en Betydning, som

Barndomsparadisets Helligdom, Phantasie og Følen i Forening Ei har kunnet rumme eller fatte. Ja, hin Trylleverdens priste Skatte

– Hele denne gyldne Sky, som svinder – Kan dog ikke veie op imod Kun en Draabe af det Livsensblod, Som i Virkeligheds Aarer rinder.

Virksomhed og Strid – at lindre Smerte – Kjærlighed – et fuldt og kraftigt Hjerte – Føle Branden af en Andens Saar, Ved en Broders Sorg i Taarer svømme,

Yde Trøst og Hjælp i Nød og Fare, Himmelsk Mildhed Støvet aabenbare: O, den Salighed langt overgaaer Al Indbildning, alle gyldne Drømme!

Ja, i Livets dunkle Vraaer ind Lyser ind et høit guddomm’ligt Skin – Himmelen med Jorden sig formæler! Og det Bryst, som sig til Livet bandt,

– Til det Liv, som lever, som er sandt, – Evighedens Aand og Kraft besjæler. Thi i Livet boer først Christendom, Guddomslysets sande Aabenbaring;

Først i Livets inderste Erfaring Hvælver den sin høie Tempeldom. Derfor klag ei mere for dit Tab! Barndomshimlen var et Hedenskab,

Grundlagt af en yppig Phantasie, Og hvis tomme, blodløse Gestalter – Billedguder lig – om Skjønheds Alter Sig grupperte, straalende kun i

Ørkesløs, forstenet Harmonie. Det var kun et Blik mod Lysets Egne, Kun en Skuen og et ledigt Spil; Derfor maatte Alt som Skygger blegne.

Nei! i Livets dybe, rige Mening, I dets Kampe, i dets Smerters lld, Der – først der – fuldbyrdes kan og vil’ Guds og Støvets herlige Forening.

Christus steg – og stiger end paany – Ei til Jorden i en luftig Sky, Men i Kjød og Blod; og ei med Vand Ene døber sine Frelste han,

Men i Aandens helligste Bestræben Og i Hjertets rene Offerild. Og en Tro – en virksom Tro han vil, Ikke den, som spiller blot om Læben

Eller drømmer i et følsomt Bryst, Der i hellig Gysning søger Lyst – Nei! en Tro, som lever og som prøves, Som i Jordens Trængsler holder Stand,

Som det hele Liv besjæle kan, Som i kjærlig Gjerning rastløs øves. Se, din Frelser, han den Evighøie, Han, der hvilte i Gudfaders Skjød,

Ei forsmaa'de dette Jordlivs Møie, Lydig indtil Døden – Korsets Død. Derfor maa ham Gud igjen ophøie; Navn ham skjenktes over alle Navne,

Navn, i hvilket alle Knæ sig bøie, Mens ham evig atter Gud mon favne. Adamsbarn! saa skal du ogsaa lide, Løfte Livets Byrde tung og svar,

Ofre, hvad dit Hjerte kjærest var, Krympe dig udi din bitre Kvide. Da – naar du med Korset følger efter, Bær du først med Ret din Frelsers Navn;

Naar du bøies af de tyngste Savn, Naar dig svigte alle Støvets Kræfter: Da – naar Hjertet allermeest maa bæve – Da er Han dig nær; da vil han hæve

Dig, sit Barn, op i sin Frelserfavn; Da – og da først – skal du Livet leve. Maa du kjæmpe? – Kampen lover Seier. Tungt du sukker? – O det Suk opveier

Paradisets bedste Glædesdag – Det er Guddomslivets Aandedrag! Og din sure, varme Ansigtssved, Taaren, som fra Øiet trilled ned

Fuld og tung og brændende til Jorden, Til en mild og frugtbar Dug er vorden, Hvoraf Livets hele Blomsterflor, Hver en ædel Spire frodigt groer.

Døden selv – hin dunkle, underlige Vandring gjennem Skyggedalens Nat, – Denne Lod, som Ingen kan undvige, Som i dette Støvets Land blev sat –

Døden med sin dybe, mørke Tien Bliver dig en alvorsfuld Indvien – O, lig den høitideligste Daab, Svanger med Forjættelse og Haab –

Til et Liv, der ei bestaaer af Dage; Døden netop bringer dig tilbage Paradiset – men et virkeligt, (Thi det første var kun Drøm og Digt),

Paradiset i din Frelsers Favn, Saligheder uden Navn! – Slut da Pagten kun med freidigt Mod, Unge! her ved Herrens Alters Fod.

Hør hans Røst: han dig til Livet kalder, Livet, som i Jordens Lod det falder, Livet med dets Fristelser og Snarer, Dets Fordærvelse, dets Kamp og Farer –

O! men ogsaa med dets Seierskrone, Med dets Gjenskin ifra Lysets Throne – Livet af Guds egen Tanke fuldt Med dens Naadevæld saa underfuldt! –

Ja, med Livet selv du slutter Pagten: Han er Livet; hans er Æren, Magten; Ham du skal paa Jorden aabenbare, Da vil han dig frie at Nød og Fare;

Ham du som din milde Fader veed; Hans du er i Tid og Evighed! –