“Nylig du tabte en Ven” – saa lyder den rørende Klage,
Og jeg forstaaer den saa vel, deler saa gjerne din Sorg!
Aldrig meer skal du see det lyse, forstandige Aasyn,
Aldrig mere paa Jord høre den venlige Røst!
Lad da strømme kun rigt den varme, den løsende Taare –
– Offeret reent og fromt over den Elskedes Grav!
(Ak, om engang min Grav kunde dugges af Kjærligheds Taarer!
Tanken derom alt her vilde forsøde mit Liv).
Dog gjennem Taarernes Glands nedglimter et Lys fra det Høie;
Hvad du begræder som Tab, klarer sig op for dit Syn.
Ei du isandhed har tabt den Ven, der svandt fra dit Øie;
Nei! du for Evighed vandt ham, som af Tiden gik bort;
Uforanderlig tro, unddragen af Døgnenes Vexel,
Dvæler han her hos din Aand, møder dig hisset engang.
Havde du engang en Ven, der end, mens i Livet han vandrer,
Blev dig fremmed og kold, svøbte i Glemsel sig ind:
Det var i Sandhed et Tab, ja Tab uden Trøst, uden Lindring;
Tabt har alene en Ven den, som har “mistet en Sjæl”.
Der vil sin Tjeneste selv den lettende Taare forsage,
Dump og kvælende kun Sorgen vil klemme din Barm.
Der – dog lad mig ei meer forfølge den knugende Tanke,
Ei indblande, hvad mig lærte en sørgelig Lod! –
Se, mellem dig og din Ven kun Englen med omvendte Fakkel
Har paa Sjælenes Baand sat et ubrydeligt Segl!