Skjøn er Vaaren i vort Norges Dale,
Herligt seirer her dens blide Magt.
Jorden vaagner af sin Vinterdvale,
Snart den klæder sig i blommet Pragt.
Løste Floder ned mod Havet dandse,
Fossen synger herligt i sin Kraft.
Overalt strøer Livet sine Krandse,
Gyder overalt sin Tryllesaft.
Skjøn er Vaaren i en nglings Hjerte,
Se, paa Kinden springe Roser frem!
Skjøn er Glæden, skjøn hver ædel Smerte:
Kjærligheden farvesmykker dem.
Kraftigt sig derinde rører Livet,
Bryder fyldigt ud i Daad og Sang,
Dog i Sangen helst, thi den blev givet
Bedst at tolke unge Hjerters Trang.
Skjønnest dog af Alt er Aandevaaren,
Friheds Frembrud hos et ædelt Folk.
I dens Lys se Nor, af Gud udkaaren
Til at vorde store Tankers Tolk!
Frihedssolen løste Vintrens Lænker,
Signed hver en Vraa med Liv og Lyst.
Himlen overalt sin Fylde sænker,
Og af Daadkraft svulmer hvert et Bryst.
O, saa vil vi os ved Vaaren fryde,
Som saa signende for os frembrød!
Lad os ret som Ynglinger den nyde,
Men som Mænd og vide, hvad vi nød!
Alvor meer og meer ind paa os trænger;
Hvad nu spirer, modnes skal engang.
Snart er Norge ingen Yngling længer;
Vaaren var i Norden aldrig lang.