Han sad og grunded ved Dag, ved Nat
Med Tal og Punkter og Streger;
Hans Tanke higed at gribe fat
Den Kraft, som Verden bevæger.
Der er en Stat, som skvulpes ei
Paa Døgnets flygtige Vove,
Men følger sikkert Aandens Vei
Og Tankens evige Love.
Her blev han hjemme. Han øined grant
Den høie, hellige Orden,
Den gyldne Kjæde af Skjønt og Sandt,
Som naaer fra Himlen til Jorden.
Og hvad hans dybe Tanke saa,
Med Kraft og Fynd har han tolket.
Hvad Ynglingskaren lytted paa,
Det gjenlød vidt gjennem Folket.
Nu stiger han fra sin Høide ned,
De rene Sandheders Sphære.
Et jordisk Rige er nu det Med,
Hans Tanke viet skal være.
Der viges ud fra Stregen tidt,
Der bruse Tidernes Vover;
Dog evig Sandhed hæver frit
Sit klare Aasyn derover.
Ja, Videnskaben i Kongens Raad!
Som Varsel vi det annamme.
Den dybe Tanke for kraftig Daad
Er bedste Moder og Amme.
Hav Tak da, Broch, vor Broder kjær,
For Tal og Punkter og Streger!
Hav Tak for, hvad du var og er!
Derpaa vi tømme vort Bæger.