Vandred du ved Kveld i Skovens Øde,
Hvor igjennem Grenes tætte Hegn
– Eremiten lig i fjerne Egn –
Kun en eenlig Straale saa's at gløde;
Rundtom mørke Skyggers dybe Fred?
– Skaldens Hjerte ligner dette Sted,
Livets Helligdom iblandt det Døde:
Stedse ensomt midt i Verdens Vrimmel,
Stedse friskt i Tidens kvalme Luft,
Stedse vemodsfuldt i Glædens Stimmel,
Stedse ydmygt midt i Virakduft.
Har du paa din Vandring mellem Fjelde
Hvilet nogentid ved Kildens Bred?
Fjernt i Dalen – Navnet Ingen veed –
Frem af Jordens Skjød man seer den vælde,
Speilklar, gjennemsigtig, frisk og reen,
Elskovstaaren lig i Uskylds Øie: –
– O den Skaldens Tanke ligner nøie.
Al hans Tanke er igrunden een:
Mens den vælder ud af Jordens Skjød,
Himlens Farvespil i den sig speiler,
Bladet, Blomsten, blaa og hvid og rød,
Broget Insect, som i Luften seiler.