Schiller

“Hvor Strengt og Ømt, hvor Kraft med Mildhed blandes, Der giver det en fuldgod Klang.” Saa var hans eget Hjerte; se, det sandes Af hans udødelige Sang.

Saa rene, fulde Toner sjelden hørtes At lyde fra et Adamsbryst. Det var, som Sphærers Harmonier førtes Fra Himlen ned til Jordens Kyst.

Ja tvende Verdner i hans Indre mødtes: Fra Himlen Tankens Lyn slog ned; Af Jorden, af den hulde Moder, fødtes Den varme Blodets Kjærlighed.

Til Skjønhed monne de sig huldt forene I rig og fyldig Harmonie, Et saligt Vift fra Æthrens Luft den rene I Jordens kvalme Bryderi.

End lige klar igjennem Seklet toner Den varme, kjække Aanderøst. End stedse i vort Indre den forsoner Fornuftens Bud og Sandsens Lyst,

Den høie Mester, som hans Væsen støbte Af Jordens reneste Metal, Ham alt fra Vuggen til sin Gjerning døbte, Til hint det hellige Sonekald.

“Høit over Jordens Larm og travle Færden “Hans Aand skal svæve let og fri “At bringe ned fra Stjerners klare Verden “Til Jorden Lys og Harmonie.

“En Stemme fra det Høie skal han være, “Lig Stjerners eviglyse Hær, “Der synge deres Skabers Priis og Ære, “ldet de vandre fjernt og nær.

“Han laane Skjebnens Skalten Maal og Tunge; “Men selv med Hjerte, dyb og mild, “Ledsage med sin Sang, den evigunge “Jordlivets vexelfulde Spil!”

Med Flid og Troskab har han røgtet Kaldet; Lig Klokken høit fra Templets Dom Til hellig Andagt har han Slægter kaldet Med Tone kraftig, reen og from.

Skjønt nærmest egnet fremmed Land og Tunge, Som Menneske dog er han vor; Som Menneske vi ogsaa her indsjunge Den Ædles andet Hundredaar.