Sangerens Kald

Der er en Lære, allerede anet Af fjerne Tiders Viismænd, ofte tolket I mange Former meer og mindre klart, – Skjønt overdøvet tidt af Tidens Larm,

Dog væsentlig udødelig som Aanden Og Sandheden, hvori den har sit Udspring. Den siger os, at Verden, at den store Mangfoldighed, hvori vort Blik forvirres,

Hvor ofte vi kun Strid og Misklang finde, Dog bunden er af Harmoniens Love: At Alt, hvad er, fra Jordens mindste Kryb Til Himlens høie Kloder, har sin Stemme

I Verdens Samspil, stort, vidunderligt, Guds herlige, fuldendte Tonedigt, Som rene Øren endnu kan fornemme. Ei vilde nemlig Gud, at denne skjønne

Musik sig skulde unydt ikkun spredes Og aandes ud, fortabt i Rummets Vidder. Thi gav han den en Gjenlyd i sig selv. Han skabte Sjælen, denne Hovedstemme

I Allivets Musik, der skulde samle I sig de spredte Stemmer, dem gjengive Som Enhed i dens egen Klarhed hævet, Den hele Verdens Harmonie belive,

Selv af dens høie Skjønhed gjennembævet. Saa udgik Sjælen af Alviisdoms Haand, Ei blot en Tone blandt de mange, som Kun klinge ud og tabe sig i Fjernet,

Men som en samlet Gjenklang udaf Altet Og vendende tilbage til sig selo – Alviisdoms egen Billed-Aabenbaring I Støvet, dettes høieste Forklaring.

Men Naboskabet var for Sjælen farligt. Tidt lod den ned sig drages fra sin Høide Og glemte reent sin Tonefører-Rolle. Den grebes af det Endeliges Mislyd,

Hvis Løsning i det Hele blev den skjult, Og gav da selv kun Mislyd i det Hele. Thi vandre Menneskene her som blinde Og døve, tabte i det Nærmeste.

Den høie Aand er nedstødt i et Fængsel, Hvor Sløvhed meer og meer den vil betage, Saa af sit eget Selv den har tilbage Ei Andet, end en mørk, ustillet Længsel.

Kun naar igjen den stundom hører Toner, Der klinge til den ned fra Himlens Zoner, Naar Harmonien fra dens Aandehjem I jordisk Dragt for Sandsen træder frem,

– Af Altet selv et Billed i det Mindre: Da bæver atter dybt i Sjælens Indre Den længe glemte, høie Aandeklang. Da mindes den sig selv, sin høie Rang,

Da løfter den sin fordum slappe Vinge; Da vil den sig mod Himlen mægtigt svinge, Mod Skjønheds, mod Ideens høie Stade; Da vil den sig i Sandheds Æther bade,

Da gribes den af Kjærlighedens Varme, Der lokker gode, skjønne Spirer ud, Før kvalte under Sandselivets Slud. Da brister Selvheds Skal om alle Barme,

I broderlig Forening staae de frie. Selvstændig, men dog fuld af samme Gud, Hver Sjæl, en Tone lig, hensmelter i Den store, skjønne Verdens-Harmonie.

Saa lyder Oldtids Lære. I vor Tid, Da Sandselivets Tummel lyder Meer stærkt og vildt, end nogensinde før, Da Nyttigheds-Bedrivten stedse seiler

For tusind fulde Seil, da overalt Maskinens Klirren, Hjertets Klapren høres, Mens Dampen evigt fnyser, stønner, hviner: I slige Tider er det let forklarligt,

At ikkun mat og dæmpet lyder ned Til Jordens Børn Ideens Harmonie, At mangen Sjæl, bedøvet og forvildet Af Døgnets Larm, ei fatter anden Tanke,

End den – at ville larme med og redde I Verdens-Trængselen dog Kjødets Liv. Men dobbelt bør man derfor ogsaa prise I slige Tider hine sjeldne Faa,

Der uforstyrrede af Verdenslarmen, Med Øret lagt tæt til Allivets Hjerte, Dets Bankens Rhythmer dybt og klart opfatte Og give dem igjen til Brødres Trøst,

I jordisk Form, i Sang og Digt fremstilled', Vel i formindsket, men forklaret Billed. Det Kald blev eders, Digtets, Sangens Mænd! Til Eder længselsfuldt vi skue hen,

Naar Verdens kvalme Tummel os vil trætte, Saa vi vort Maal, vort bedre Selv forgjette. Af Eder ene kan vi endnu haabe I Livets Ørk en Trøstens Læskedraabe

Fra Skjønheds, fra Ideens klare Væld. For Eders aabne, vakte, klare Sjæl Naturen jo sin dybe Løndom skrifter. Den Aand, som formed Klippens høie Bryst,

I Havet bruser og i Zephyr vifter, Som stormed vildt i Fædrenes Bedrivter Og end i Møens Øie smiler huldt, Den faaer i Eders Indre Form og Røst;

I Guddomsglands den straaler underfuldt: Det Liv, som stumt i Rosens Purpur drømmer, Fra gudindviet Læbe klart udstrømmer. Dog tornefuldt er Eders høie Hverv.

Tidt blev I lidet agtet og paaskjønnet. Det travle Folk kun sparsomt vilde lytte Til Eders Sang. Naar bedst den strømmed ud Af Hjertets Dybder, fuld af høie Tanker,

Da vilde man kun Leg og Klingklang; naar I traadte frem med let, olympisk Spøg, Da trak i Panden man alvorlig Rynke. Naar Harpen stemtes nordisk dyb og streng,

Da skreg man: “raat! barbarisk! Synd mod Kunsten! *Naar Sydens milde Vift i Strengen gik, Var det Forræderi mod Fædrelandet. Ei fandtes nogen Fløs saa tom og vindig,

Som jo alvorlig Eder tog i Skole. Man alt sit Vid og al sin Kunst anvendte, i Jer A B C ret grundigt at indprente; Man hyssede, man lo, man peb, man stampede,

Man fløited Melodie, man Takten trampede. Da gjaldt det vel at holde tappert Stand, Af Skriget ei forvildes eller trættes. Vel skal en Sanger ikke flye fra Livet,

Ei hist bag Klostrets Mure søge Ly; Ei sygelige Drømme, selve Livet Det friske Liv skal gjennem Harpen strømme; Ja Kampen selv maa Sangeren forstaae

Og stille frem i stærke Dissonantser. Han ei forsage tør det Jordiske; Thi dettes bundne Tone skal han løse. Dog maa han ikke tabe sig deri,

Ei lade Dissonantsen uløst raade. Han aldrig slippe maa den Himmelstige, Der fører til Ideens lyse Rige, Hvor Aanden er for Støvets Lænker fri,

Hvor Misklang løser sig i Harmonie. Derfor: “du lille Hob forfærdes ei,” Om Døgnets Skvaldrerøster ere mange! Selv af dets Bifald lad Jer ikke fange,

Men vandrer roligt Eders egen Veil I følge trøstigt kun den indre Stemme! Troer Guden kun i Eders egen Barm! Lad Sangen strømme fyldig, frisk og varm,

Spørg ei, hvor Mange eller Faa den nemme! Om Ørene heelt ofte synes døve, Den dybe Tone finder nok sin Vei. Hvad der er født af Aand, det ældes ei,

Selv under Tidens Rust det holder Prøve. I Folket er der stedse dog “en Stamme, Der ei for Døgnets Guder bøier Knæ”; Den skal med Glæde Eders Kvad annamme

Og fostre Eder i sit bedste Læ. Den frie Tankes Mænd, de “som ihænde Ei have Digtets Lampe selv, men veed Om Lampens Aand og Lampens Brug Besked,”

De skulle stedse froe i Eder kjende Yppersteprester for den samme Aand Og række Eder trofast Broderhaand. Da skal vel Larmen stilne. Efterhaanden

Skal Folkets Sind og Øre villigt bøie Mod Aandetonerne hist fra det Høie, Og det skal vorde tonende i Aanden. Da lyder det fra tusindstemmet Chor:

“Hil Tonens, Digtets Kunst i vores Nord!”: