Frie Ord, som Ungdom sømme, Varme, rige Tankestrømme (Tilmed Phantasier, Drømme) Her et Fristed finde skal,
Hvor kun lydes Aandens Kald. Frit for spændende Tendents, Som en livstræt Verden piner, Frit for gamle, nye Doctriner
Med den døde Conseqvents, Frit for Phraser og for Vind Er det egte Ungdomssind, Som sig boltrer her med Kjækhed,
Men og frit for Raahed, Frækhed, Frit for Bitterhed og Had – Saadant plette ei vort Blad! Dannelsens og Aandens Fane
Høit det holde paa sin Bane! Ei en ærlig Strid forsmaae, Svinge modigt Aandens Glavind Men foruden Harm og Avind!
Kjæmpen rask i Leding gaae, Ei for Saar og Buler blegne! Lad ham end paa Valen segne, Som Einherje næste Dag
Karsk han opstaaer uden Nag. Alt – i Prosa, som i Digt – Være lyst, ungdommeligt, Friskt og reent, som sølvklar Elv,
Ja, af Friskhed, Reenhed selv Ikke gjøre store Ord! Ungdom, som i Sjælen boer, Simpelthen skal være ung.
Ei som saadan frem sig pege, Ei sin Ungdom understrege; Sligt gjør gammelklog og tung. Blomst, der vil agere Frugt,
Sætte sig i høiest Sæde Og sin egen Lovsang kvæde, Jager sørgeligt paa Flugt Ungdoms Skjønhed, Frihed, Glæde.
“Frisk, from, fro!” lad Læs'net være Ansvar ei for tungt at bære! (Forum er kun Venners Dom). Sorgfrit her vi tumles om
Kun paa Tankens lette Bølger, Som ei størknes end til Følger Tunge, som til Jorden ned Lænkebinde vil vort Fjed.
Frit for Daarskab? – Nei! ak nei! Det af Ungdom kræves ei. (Selv blandt Ældre, som bekjendt, Er det dermed slet bevendt).
Dog selv Daarskab her skal bære Ungdoms, Friheds egte Præg, Ikke stiv og tung og træg, Men elastisk, livfuld være,
Som af Nektar en Berusning, Og paa Sjælens Overflade Lig en flygtig Bølgekrusning Under Zephyrs lette Pust,
Dybe Spor ei efterlade! Daarskab her er ei en Rust, Som sig ind i Sjælen æder, Derfra ud i Livet træder,
Skade og Fordærv udbreder. Daarskab, selv af ædel Rod, Her med Sandheds Skygger leger, Gjennem farvet Slør dog mod
Evighedens Stjerner peger. Daarskab her sig fæster ei; Let og villigt vil den løses, Vise selv til Sandhed Vei,
Som med frie Hænder øses. Dette Maal for Øiet sat, Bladet frem paa Banen skride, Evigungt, mens Aar henglide,
Vivat, crescat, floreat!
Cookies on Poetry Cove