End aabner sig det tarvelige Tempel, Opbygget for en Kunst, der kun skal vorde. End er den ikke kvalt, den spæde Spire; End vove vi, som før, paany at beile
Til Eders milde Dom, til Eders Haab. Vi veed det godt, vi har ei Stort at byde. Vor Kraft er svag, og Meget staaer imod. Den ydre Glands er fjern fra disse Bræder,
Og Trylleriet af den modne Kunst, Som let-til Alles Hjerter finder Vei, Som hver en Hindring legende beseirer, Har end blandt os ei kunnet fæste Bo.
Den Kunst er lang – vort Liv er endnu kort. Det Skjønheds Billed, vi Dem skal fremstille, Kun tegnes med usikker Haand, og tidt Vor Tunge famler paa det rette Maal.
Vil man os dømme strengt – og tidt jo Dommen Var streng – o ve! da kan vi ei bestaae! Det maatte skee: med samt vor hele Færd Kritiken tidt har dømt os plat tildøde.
Og dog har vi en Magt – der ei er vor, En større, end hver Enkelts Kraft og Snille': Ideens egen Sandhed. Denne er det, Som “har den Lod, der ingentid kan døe”
Som “ingentid sin Klædning kan opslide”. Et norsk Theater er en gyldig Tanke, Saasandt der er et Folk, der kaldes norskt: Det er den hele Sag. Det er vor Kraft.
En Scene, hvor sig Folkets Liv kan speile, Og Sproget lyde i sin rette Malm, Er ei et Paafund af et viltert Hoved, Et Billed formet udaf Døgnets Dunst;
Det er en evig Sandhed. Undres ei, Om end den træder uanselig frem! Saa gjør det Høie tidt. Det Himmelske Sig viser ikke strax i jordisk Glands,
I Purpurkaabe og i Diadem. Det vandrer længe blandt os skjult i Pjalter. Det trænger paa den ydre Sands ei ind; Og om den mangler Tro, da skuer du
Hist for din Dør kun en sædvanlig Stodder, Og let du kan dit bedste Held bortstøde. For Troen kun og for det stærke Haab Er Pjalten gjennemsigtig, og derbag
Vil skimtes det, der er af Himlen født, Som engang skal staae frem i Kraft og Klarhed. Det gjælder da at troe og holde ud, Ei slukke Tanden, om den mat kun ryger,
For os: at stræbe trofast, ydmygt frem, For Eder: følge med taalmodig Tillid, For Begge: ei at trættes eller tvivle, Om Maalet endnu synes ligge fjernt.
Man har os sagt, at vi har Fremgang gjort; Dog meget, meget Mere staaer tilbage, Og ei maa spares paa alvorlig Flid. I skal den spare og opmerksomt lede,
Ja revse os endog, naar saa skal være – Kun bliv ei borte! giv ei Haabet op! Engang, det veed vi, kommer dog en Tid, Der smiler til vort Formaal mere blid.
Engang den norske Scene i sin Glands Skal række Kunstens Dyrker Ærens Krands, De lykkelige Slægter, de som møde De fulde Kunstens Straaler, som da gløde,De skulle dog med venligt Øie skueTilbage paa den første Morgenlue,Halvskjult af Skyer; de skal mindes fro
Vor svage Stræben, Eders stærke Tro.
Cookies on Poetry Cove