Hvor herligt, i Skabningens brogede Hær
At færdes med seende Øie,
At tyde den Viisdom, som gjemmes der,
Den dunkle, den klare, den høie,
I Tanken at leve og løftes op
Med flyvende Fugl og med skydende Knop!
Den Bane blev hans, hvem vi hædre ikveld,
Den Gubbe, til Høibords er bænket.
Han granskede flittigt, men ei som en Træl
Til Lampen og Bøgerne lænket.
I Skovtemplet hæved han Isis' Slør;
Selv hented han Dyret med sikre Rør.
Thi trofast han elsked Naturen selv,
Ei beiled til Granskningens Ære.
Og sølvklar og frisk, som den rindende Elv,
Saa strømmed fra Læben hans Lære.
Og Ungdommen hørte deri med Lyst
En Gjenklang af selve Naturens Røst.
Saa vandred han stille, mens Aarene gik,
Og Tiderne skifted saa fage.
Hvor Alting omkring fik forandret Skik!
Lunt smilende seer han tilbage.
Den Hal, hvori nylig hans Lære lød,
Staaer just, hvor som Yngling han Snepper skjød.
Falm stille og glad, du Naturens Søn,
Som før du mon' grønnes og glødø!
Dal sagte, som Solen en Høstdag skjøn
I lifligste, smilende Røde!
Nyd fuldt og længe din Aftens Fred,
Omstraalet af speilende Kjærlighed.