Stille var hans Gang herneden,
Dyb hans Tanke, mildt hans Ord.
Lyse Bud fra Evigheden
Bragte han ned til vor Jord.
Gjennem Tidens Strid og Møie,
Som han saa med klarnet Øie,
Steg hans Blik mod Himmelfreden.
Did saa snart han skulde drage!
– Ak, for os et Haab er slukt!
Blomsten, brudt i Somrens Dage,
Fik kun sætte halvt sin Frugt.
Dog, den Gud, som Planten meied,
Han har Tid og Time veiet,
Og forstumme maa vor Klage.
Inden Glasset ud fik rinde,
Har han spredt mangt ædelt Frø,
Som en stille Væxt skal vinde,
Sandhedssæd, som ei kan døe.
Selv i Herrens Favn han hviler,
Aanden, troe vi, til os smiler,
Mens vi gjemme fromt hans Minde.