Nu kommer Vaaren med Bølgesuus,
Med Solskin og duftende Knopper.
lisdækket smelter; med levende Bruus
Bækken i Dalen hopper.
Før, naar det vaaredes over Vang,
Som Bækken min Sjæl kunde dandse.
Derinde tusinde Røster klang,
For Fryd jeg knap kunde sandse.
Hjertet var selv en svulmende Knop,
Saa fuld af Kraft og af Higen;
Duften sig hæved mod Himlen op
I Takkesangenes Stigen.
Nu – ak endnu er Vaaren smuk,
Endnu den smelter mit Hjerte,
Nu det sig løser dog helst i Suk,
Og hvad der spirer, er Smerte.
En Flor af Minder derinde vil groe,
Som stingende Torne løfter.
Isen optøer, der danned Bro
Over gabende Afgrundskløvter.