Kjærlighed!
Skjøn er du i Tilstaaelsens Øieblik!
Din Flamme fylder det unge Bryst,
Og Jorden svinder for det berusede Blik.
Skjønnere er du i de lange og trange Aar,
I Hverdagenes Ørken, hvor din venlige Trolddom
Nærer Livets Kilde og lader friske Blomster spire.
Kjærlighed!
Sødt klinger din Priis i Skaldens Mund;
I straalende Glands maler han dit Billed,
Og henrivende Rhythmer strømme fra hans indviede Læber.
Bedre prises du af den erfarne Troskab,
Af den jævne Livets og Handlingens Mand,
Der uden Billed dyrker dig i Aand og Sandhed.
Kjærlighed!
Da er du ei det lokkende Vidunder, fremsteget af Havets Skum;
Selv usynlig, er du den Usynliges Afglands;
Din Udgang er fra Evighed, og din Vei en evig Vei.
Hos Himmelens Herre er dit Hjem,
Hos den Himmelens Herre, der nedsteg paa Jorden,
For at hæve den og Menneskene til sig.
Kjærlighed!
Du, som jeg mener, dvæl over dette Huus,
Dvæl i disse Hjerter, mens Haarene hvidne!
Bind dem stedse fastere til hinanden og til dit evige Udspring!
Lad saa Sorgerne, lad Døden komme!
De skulle kun være din Forherligelse
Og en IId, der lutrer for et høiere Liv!