“Danevang med grønne Bred
Ved den blanke Vove!
I dit Skjød er Kjærlighed,
Fred i dine Skove.”
Stedse dog din “Blomsterarm”
Favned djerve Sønner.
Kløgt i Pande, Mod i Barm
Moders Omhu lønner.
Ja, den blide Yndes Magt,
Som kan Hjerter smelte,
Hindred ei at staae paa Vagt,
Naar sig Fiender meldte,
Hindred ei en Alvorsfærd
Under Nordlysflammen.
Harpen slaae og svinge Sværd
Passer godt isammen.
Om en Stund en ydre Magt
End kan trætte Haanden,
Kjæmper unedbøiet, kjækt –
Seirer evigt Aanden.
Mens den Sandheds gyldne Skat
Frem af Dybet rinder,
Har den sig et Minde sat
Over alle Minder.
Aandens Skat hos danske Mænd
Holder Tidens Prøve.
Rust kan ei fortære den,
Voldsmænd ei den røve.
Døgnets Magt forgaar som Dunst,
Vil kun lidet veie;
Danmarks Videnskab og Kunst
Er en evig Eie.
Danevang med grønne Bred
Ved den blanke Vove!
Kraften boe hos Kjærlighed
I de stille Skove!
“l de danske Fædres Spor”,
Blandt de Dyder milde,
Folkets Aand sig voxe stor,
Stor med Lys og Snille!