Friskt som klare Kilde
Kommer frem af Fjeld –
Synger – kvæger stille –
Flød hans Lunes Væld.
Sorgens brudte Piil
Smelted hen i Smiil.
Fra et følsomt Hjerte
Viddets Gnister sprang
Og ham Flugten lærte
Over Jordens Trang.
Muntert vi ham see
Gjennem Taarer lee.
Gjennem Seklets Dampe
Lyser end hans Aand,
Dulmer Døgnets Kampe,
Løser Fordoms Baand.
End er i hans Skjemt
Frihed, Sandhed gjemt.
Derfor her hans Billed,
Paa hans Fædres Jord
For vort Øie stillet,
Vies af vort Chor.
Støtten selv engang
Giver Memnonsklang.