De stille Toner klinge
Fra Bunden af vor Sjæl.
Vor Ven de ville bringe
Et sidste, fromt Farvel.
At klage vil ei baade,
Hvi bort han fra os drog.
Vi prise Herrens Naade,
Som gav – og som ham tog!
Med Tak vi mindes skulle,
Hvad han i Livet var,
Hans Hu, den varme, fulde,
Hans Tanke stærk og klar,
Hans Maal: ei Laurbær sanke,
Men Sandhed, Sandhed kun,
Først dybt i Sind og Tanke
Og saa med Pen og Mund!
Som Prest ved Aandens Alter
Han tolked varm og bold
De herlige Gestalter
Fra Slægtens bedste Old.
Men tro han og tilhørte
Sit eget Folk, sin Tid;
Hvad dybest der sig rørte,
Det gjenklang i hans Id.
Sov sødt da, gjæve Broder,
Af Jordens Møie træt!
I Favnen af din Moder
Dig vorde Mulden let!
Hist Gud din Sjæl skal finde,
Det er vort glade Haab.
Her vies ind dit Minde
Ved stille Toners Daab.