End i runkne Gubber er der Liv, san!
Medens Ungdom bøier sig som Siv, san,
End mod Tidens Vinde,
Som just ei er linde,
Staaer den gamle Stamme rank og stiv, san.
Holder Stand, san,
Mand for Mand, san,
Tro mod Sandhed, Frihed, Fædreland, san.
Vil sig ofte Verden bagvendt tee, san,
Maae vi Meget, os ei huer, see, san,
Ei vi gaae og sture,
Vingestækte, sure;
Bedre, stundom lunt i Skjægget lee, san.
Freidigt Mod, san
Virken god, san,
Er os stedse sande Glæders Rod, san.
Og naar om os vifter Vaarens Vind, san,
Føle vi dens Kjøling i vort Sind, san;
Skovens friske Duften,
Foraarsklang i Luften
Strømmer kvægende i Hjertet ind, san.
Liv saa rigt, san,
Inderligt, san,
Griber Sjælen som et Høisangsdigt, san.
Lad saa Verden tumle, som den kan, san!
Vi har ikke bygt vort Huus paa Sand, san.
Sandhed, stærk i Svage,
Lever alle Dage;
Haabet gylder mørke Skyers Rand, san.
Glas stød an, san,
Mand med Mand, san,
Leve Sandhed, Frihed, Fædreland, san!